Be•bop•a•lula
Hvem skulle tro at en søndag som den her, hvor det regner og blæser og generelt er: ‘Bliv-hjemme-og-drik-kakao-vejr’ faktisk kunne ende med at blive så fantastisk som den gjorde… Jeg vågnede helt af mig selv for en gangs skyld… vækkeur til hverdag og tja jeg bor jo i kollektiv og har værelset klods op af køkkenet, så det klarer de andre for mig i weekenderne … men i dag vågnede jeg da jeg var klar til at vågne. Det i sig selv er jo skønt. Så var der mælk i køleskabet … jubii det smutter jo engang imellem at der er det søndag morgen, men nej i dag var der iskold mælk til mig. Godmorgen Is.
Efter morgenmaden begyndte en lille nervøsitet at brede sig… inde bag de blå øjne sad tanken om at skulle se noget jeg ikke havde set før. Noget … jeg mener én, jeg ikke har set før. Jeg bilder mig selv ind at jeg ikke duer til at se et menneske efter at have lært vedkommende at kende så godt over nettet, men der var ingen vej udenom, han havde jo foræret mig en billet til den musical han spiller med i… og jeg ville jo også gerne. Men der er jo vildt mange tanker der breder sig i hovedet på mig. Skidt, af sted med mig… nederdel eller bukser? … hallo det kan være ret ligemeget, kom nu bare ud af døren.
Så var vi inde ved Musikhuset, Rebekka og jeg. Der var godt nok mange mennesker som skulle se hvad de her folk kan præstere på en scene. ‘Et par billetter ligger til os i Christoffer Brodersens navn’ siger jeg til damen bag disken og hun henter dem og smiler til mig og ønsker os en god forestilling. Vi sætter os ind og jeg kigger lidt sjovt på en fyr, der nærmest kravler hen over mig for at komme ind og sidde… jeg synes jeg har set ham før. Det viste sig at være en ven til selv samme fyr som jeg skulle ind og se performe. Så begynder forestillingen: Be•bop•a•lula … Rigtig rock’n’rool vælter bare ind over os, som om de folk aldrig havde lavet andet. Jo sangene kender jeg da godt… Ok ok jeg siger dig bare at hvis du siger til nogen at jeg sad og trampede i takt under hele den her forestilling, så må jeg hellere nægte, det gavner jo ligesom ikke mit image som metaller at sidde og rocke med på 50’er musik og Ulven Peters sang vel … hehe… Lige før første akt er ovre synger Brode så: The Great Pretender og folk sidder med åben mund og polypper og jeg er ret så imponeret. Så er der pause og Brodes mor kommer ned og hilser på mig… jeg er lidt overrasket over at hun kan kende mig, men ok jeg tror jeg ærligt kan sige at af alle de mennesker i den sal, så er jeg nok den eneste, der lytter til metalmusik, så jeg var nok ikke så svær at finde. Og hun forsikrede mig om at hun også havde læst på denne side, så jeg tænker at hun skal have hele historien, for jeg har en idé om at hun kan finde på at læse her igen, nu Isen ikke er så ukendt for hende mere.
Efter forestillingen overvejede jeg om jeg skulle stikke af, for jeg havde på ingen måde lyst til at blive kaldt ned i en eller anden garderobe for at hilse på Brode mens hans forældre og venner sad der… det kunne jeg bare slet ikke lige overskue. Jeg er jo genert af natur og hilser helst på folk første gang i trygge omgivelser… Alt imens jeg stod og overvejede at stikke af siger Rebekka: ’Han kommer derhenne’ og peger hen i den anden ende af musikhusets store foyer. Jeg vendte mig om og genkendte godt Margit, Brodes mor. Brode går hen imod mig og smiler stort og slår armene ud, så jeg forventer at han stikker mig et kram egentlig. Et stort og langt kram fik jeg. Det var skønt, så har jeg det godt igen. Så var det godt jeg ikke stak af. Så kom moren og faren også lige. Faren med sætningen: Hej, der er mig, der er faren. Det jeg tænkte på, da jeg tog derfra og mens jeg sad og spiste aftensmad, var forholdet mellem Brode og hans forældre.
Da min mor havde fødselsdag i september sagde Brode til mig: Is! Hils din mor og sig tillykke med fødselsdagen… mit svar til det var: Ja det skal jeg nok, men jeg tror da ikke min mor ved hvem Brode er… en lettere skuffet Brode i den anden ende sagde: Nå… hmm Brodes mor og far ved da godt hvem Isen er. Det gav mig lidt at tænke over og i dag fik jeg så igen noget at tænke over, for Margit havde sendt mig en e-mail for et par dage siden og skrevet at det kunne være vi lige fik hilst på hinanden nu vi skulle til den samme forestilling. Tænk hvis min mor tog så meget del i mit liv, tænk hvis jeg synes min mor skulle vide hvem jeg omgås, tænk hvis hun synes det var spændende at tage del i mit liv, tænk hvis alle folk var så modige og imødekommende som Margit da hun skrev den e-mail, tænk hvis alle havde sådan en skøn og kærlig familie som Brode har, tænk hvis forældre og deres børn tog så meget del i hinandens liv som Brode og hans familie gør. Det var rigtig skønt at mærke og faktisk måske i virkeligheden bedre end at se selve forestillingen. Og hey Brode, tak fordi jeg må være en del af dit liv. Og tak fordi du lærer mig noget om livet uden egentlig selv at vide det. Du er en skøn ven 